Tag til den bynære strand Åkrogen

Tag til den bynære strand Åkrogen

Åkrogens sandstrand ligger tæt på byen, og der er både badebro, legeplads og plads til grillen.
I Risskov ligger Åkrogen med plads til leg i vandet, på stranden og på de store plæner, der strækker sig helt ned til vandet. Du kan tage en dukkert fra badebroen eller tage de små børn til legepladsen med de flækkede både.

Plænerne har små ”lommer”, hvor det er oplagt at hygge med en picnic – måske med grill.

Der er gode stier til både ben og cykler, og tæt ved kiosken er der fitnessredskaber og en volleyballbane.

Hvis du vil bruge GPS, rejseplanen eller ruteplanlægger til Åkrogen, kan du bruge adressen på kiosken, som er:

Åkrogs Strandvej 46, 8240 Risskov.

Der er cykelstier det meste af vejen fra midtbyen til Åkrogen, og den nationale cykelrute N5 løber gennem Åkrog Strandpark. Hvis du vil gå eller løbe turen, er der også andre fine stier til stranden.

Du kan parkere både bil og cykel ved kiosken.

 

Ved kiosken er der vand, toilet og handicaptoiletter. Derudover er der en toiletbygning midt i området, der har åbent fra 1. maj til 1. oktober.

Fra den 1. oktober til 31. marts må hunde gå uden snor på stranden, hvis de er under fuld kontrol. Der kan dog være strækninger, hvor du ikke må have hund med – hold øje med skiltene.

Resten af året skal hunde være i snor af hensyn til de mange besøgende og dyrelivet.